5/6 stjerner
Det Kongelige Kapel.
Solister: Gert-Inge Andersson, bratsch og Torleif Thedéen, cello.
Dirigent: Marc Soustrot
Den franske dirigent Marc Soustrot stod for den første symfonikoncert, der blev afholdt i Operaen, og fredag aften dirigerede han også den sidste. Fremover vil Det Kongelige Kapel give sine koncerter i DR’s Koncerthus. Det bliver en kæmpegevinst for orkestret, der ikke kommer til sin ret ved koncerterne i Operaen:
Dybden mangler, på trods af at de bageste orkestermedlemmer befinder sig virkelig langt bag ude. Omvendt kan violinerne forrest ikke samle sig til en helhed, men virker som en lang række enkelte perler på snor. Til forårets koncerter bliver det spændende at høre, hvordan Det Kongelige Kapel egentlig klinger.
Det ambitiøse program gav orkestret noget at rive i, og dirigenten Marc Soustrot rev med. Han er en gemytlig Karl Stegger-type, men som musiker meget fysisk betonet, og han skaber mand-til-mand dramaer på en direkte og menneskelig måde.
Soustrot var åbenlyst meget engageret i det første værk, Cesar Francks Symfoni i d-mol. Det er et markant outsiderværk fra den franske romantik, fyldt med kontrapunktisk arbejde og forvandlinger af et patetisk nøgletema, der præsenteres i begyndelsen. Soustrot fjernede med held fokus fra symfoniens akademiske sider og lod musikken dirre og skælve af ungdommelig Sturm und Drang. Det gjorde den til et virkelig underholdende værk, hvor de smægtende temaer blussede af hjerteblod.
Soustrots særlige musikerskab virkede til at begynde med i modstrid med det andet værk, Richard Strauss’ tonedigt ”Don Quixote”. Strauss’ genipræstation er både monstrøst og provokerende nonchalant. Så ekstremt detaljeret og flyvsk, at det egentlig kalder på en lettere skønånd end Soustrots slags. Men efterhånden som eventyret voksede i vildskab, blev Soustrots pågåenhed mere virkningsfuld, og han fik igen Kapellet til at ride på en bølge af spilleglæde.
I ti scener laver Strauss et symfonisk hørespil, hvor Don Quixote er repræsenteret af en cello og den jordnære væbner Sancho Panza af en mere ydmyg bratsch. De to blev spillet af den svenske celloprofessor Torleif Thedéen og Kapellets egen solobratschist Gert-Inge Andersson. Et flot par med bratschisten som den umiddelbart mest teatralske spiller, mens Thedéen til det sidste opretholdt Don Quixotes selvbedragende maske af nobelhed. Hans præstation var overlegen og stilig, med nattedrømmen om den skønne Dulcinea som et betagende højdepunkt. Don Quixotes sidste åndedrag blev suverænt beskrevet, og her viste Thedéen, at “Ridderen af den bedrøvelige skikkelse” trods alt var en ægte helt.
