5/6 stjerner
Pianisten Daniel Barenboim modtog søndag årets Sonningpris. Ved en koncert i DR’s Studie 1 viste han sin brillante klang og eminente sans for detaljer i to af Beethovens klaverkoncerter.
Det klassiske musiklivs kendisser flokkedes på stolerækkerne i DR’s Studie 1, hvor pianisten Daniel Barenboim søndag eftermiddag fik overrakt den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris på kr. 600.000,-
Intensitet
Før Barenboim viste sig på scenen, slog Det Kongelige Kapel og chefdirigent Michael Schønwandt en festlig stemning an i Carl Nielsens 2. Symfoni med titlen ’De fire Temperamenter’. Sjældent har Nielsen lydt så eksplosiv og sprudlende. Glæde og galskab gennemsyrede førstesatsen, der afspejler det koleriske. Den mørke, melankolske tredjesats blev båret sangbart frem af instrumenterne, mens symfonien kulminerede som en begejstret og løssluppen dans under finalen. Selv ikke den hidsige mobiltelefon-tone, som umotiveret ringede på symfoniens mest stille sted, kunne her spolere intensiteten hos orkestret.
Også Michael Schønwandt vred sig i veloplagte, dansende bevægelser på podiet, og orkestrets farverige og facetterede klangbillede blev klart projiceret ud i Studie 1.
Var bifaldet bragende efter symfonien – så voksede det til stormstyrke, da Daniel Barenboim endelig dukkede op på scenen. En bemærkelsesværdig ro og autoritet strålede fra hans lille, ranke skikkelse, mens han målrettet gik frem mod flygelet.
Ved tangenterne gjorde han sig omhyggeligt klar under orkestrets forspil: Jakken blev resolut skubbet til side, kort før han satte i gang med sin solistiske åbning af Beethovens 3. Klaverkoncert. De melodiske forløb fraserede han intenst og levende. Med bløde, egale anslag fik han hver tone til at tindre klart og præcist.
Det ene øjeblik dvælede han blødt og fantasifuldt på de lange triller. Næste sekund tog han dirigentrollen på sig og lagde sig med rytmisk autoritet en anelse foran orkestret.
Kun én prøve havde Barenboim haft med orkestret aftenen forinden. Man mærkede det ved, at en stram sikkerhed i samspillet mellem solist og orkester blev prioriteret højere af dirigenten end den spontane frihed.
Sonningprisen
Umiddelbart efter Beethovens 3. Klaverkoncert gik Michael Schønwandt på podiet for at uddele Sonningprisen. Han er selv er medlem af Sonningpris-komiteen og speedsnakkede sig gennem sin engelske tale til prismodtageren. Valget af Barenboim som prismodtager blev begrundet med pianistens enestående, titaniske skaberkraft. Hans unikke evne til at skabe drama i musikken. Og hans fokus på at skabe fred gennem musikalsk praksis – især med projektet Vest-Øst Divan Orkestret, Barenboims fredsorkester, som tæller både israelske, jordanske og palæstinensiske musikere. Barenboim kvitterede med en overstrømmende takketale. Ydmygt afslørede han her, at Det Kongelige Kapel og pianisten og dirigenten Edwin Fischer ved en koncert tilbage i 50’erne inspirerede en meget ung Barenboim til selv at vælge karrieren som både dirigent og klaversolist. Et valg, der senere gjorde ham til en af verdens førende af slagsen.
Beethovens Klaverkoncert nr. 5 – Kejserkoncerten – blev i mere end én forstand kronen på priskoncerten: Nuancerne blev heri endnu skarpere trukket op. Klangfarverne strålede stadig klarere og mere brillant. Og hvert anslag fik mærkbart større autoritet. Barenboims fingre fejede hen over tangenttæppet med fjedrende bevægelser i de lange solistiske forløb. Med jævne mellemrum kunne man høre hans højre fod slå rytmisk i gulvet med små klaprende slag.
I ekstranummeret, en lyrisk Chopin-nocturne, gjorde Barenboim på magisk vis publikum musestille – efter den forudgående koncertseance med konstant forstyrrende hosten fra stolerækkerne.
Denne præstation var i sig selv en pris værdig.
