5/6 stjerner

Pianisten Daniel Barenboim modtog søndag årets Sonningpris. Ved en koncert i DR’s Studie 1 viste han sin brillante klang og eminente sans for detaljer i to af Beethovens klaverkoncerter.

Det klassiske musiklivs kendisser flokkedes på stolerækkerne i DR’s Studie 1, hvor pianisten Daniel Barenboim søndag eftermiddag fik overrakt den prestigefyldte Léonie Sonnings Musikpris på kr. 600.000,-

Intensitet

Før Barenboim viste sig på scenen, slog Det Kongelige Kapel og chefdirigent Michael Schønwandt en festlig stemning an i Carl Nielsens 2. Symfoni med titlen ’De fire Temperamenter’. Sjældent har Nielsen lydt så eksplosiv og sprudlende. Glæde og galskab gennemsyrede førstesatsen, der afspejler det koleriske. Den mørke, melankolske tredjesats blev båret sangbart frem af instrumenterne, mens symfonien kulminerede som en begejstret og løssluppen dans under finalen. Selv ikke den hidsige mobiltelefon-tone, som umotiveret ringede på symfoniens mest stille sted, kunne her spolere intensiteten hos orkestret.

Også Michael Schønwandt vred sig i veloplagte, dansende bevægelser på podiet, og orkestrets farverige og facetterede klangbillede blev klart projiceret ud i Studie 1.

Var bifaldet bragende efter symfonien – så voksede det til stormstyrke, da Daniel Barenboim endelig dukkede op på scenen. En bemærkelsesværdig ro og autoritet strålede fra hans lille, ranke skikkelse, mens han målrettet gik frem mod flygelet.

Ved tangenterne gjorde han sig omhyggeligt klar under orkestrets forspil: Jakken blev resolut skubbet til side, kort før han satte i gang med sin solistiske åbning af Beethovens 3. Klaverkoncert. De melodiske forløb fraserede han intenst og levende. Med bløde, egale anslag fik han hver tone til at tindre klart og præcist.

Det ene øjeblik dvælede han blødt og fantasifuldt på de lange triller. Næste sekund tog han dirigentrollen på sig og lagde sig med rytmisk autoritet en anelse foran orkestret.

Kun én prøve havde Barenboim haft med orkestret aftenen forinden. Man mærkede det ved, at en stram sikkerhed i samspillet mellem solist og orkester blev prioriteret højere af dirigenten end den spontane frihed.

Sonningprisen

Umiddelbart efter Beethovens 3. Klaverkoncert gik Michael Schønwandt på podiet for at uddele Sonningprisen. Han er selv er medlem af Sonningpris-komiteen og speedsnakkede sig gennem sin engelske tale til prismodtageren. Valget af Barenboim som prismodtager blev begrundet med pianistens enestående, titaniske skaberkraft. Hans unikke evne til at skabe drama i musikken. Og hans fokus på at skabe fred gennem musikalsk praksis – især med projektet Vest-Øst Divan Orkestret, Barenboims fredsorkester, som tæller både israelske, jordanske og palæstinensiske musikere. Barenboim kvitterede med en overstrømmende takketale. Ydmygt afslørede han her, at Det Kongelige Kapel og pianisten og dirigenten Edwin Fischer ved en koncert tilbage i 50’erne inspirerede en meget ung Barenboim til selv at vælge karrieren som både dirigent og klaversolist. Et valg, der senere gjorde ham til en af verdens førende af slagsen.

Beethovens Klaverkoncert nr. 5 – Kejserkoncerten – blev i mere end én forstand kronen på priskoncerten: Nuancerne blev heri endnu skarpere trukket op. Klangfarverne strålede stadig klarere og mere brillant. Og hvert anslag fik mærkbart større autoritet. Barenboims fingre fejede hen over tangenttæppet med fjedrende bevægelser i de lange solistiske forløb. Med jævne mellemrum kunne man høre hans højre fod slå rytmisk i gulvet med små klaprende slag.

I ekstranummeret, en lyrisk Chopin-nocturne, gjorde Barenboim på magisk vis publikum musestille – efter den forudgående koncertseance med konstant forstyrrende hosten fra stolerækkerne.

Denne præstation var i sig selv en pris værdig.

Af CHRISTINE CHRISTIANSEN

5/6 stjerner

Det Kongelige Kapel.

Solister: Gert-Inge Andersson, bratsch og Torleif Thedéen, cello.

Dirigent: Marc Soustrot

Den franske dirigent Marc Soustrot stod for den første symfonikoncert, der blev afholdt i Operaen, og fredag aften dirigerede han også den sidste. Fremover vil Det Kongelige Kapel give sine koncerter i DR’s Koncerthus. Det bliver en kæmpegevinst for orkestret, der ikke kommer til sin ret ved koncerterne i Operaen:

Dybden mangler, på trods af at de bageste orkestermedlemmer befinder sig virkelig langt bag ude. Omvendt kan violinerne forrest ikke samle sig til en helhed, men virker som en lang række enkelte perler på snor. Til forårets koncerter bliver det spændende at høre, hvordan Det Kongelige Kapel egentlig klinger.

Det ambitiøse program gav orkestret noget at rive i, og dirigenten Marc Soustrot rev med. Han er en gemytlig Karl Stegger-type, men som musiker meget fysisk betonet, og han skaber mand-til-mand dramaer på en direkte og menneskelig måde.

Soustrot var åbenlyst meget engageret i det første værk, Cesar Francks Symfoni i d-mol. Det er et markant outsiderværk fra den franske romantik, fyldt med kontrapunktisk arbejde og forvandlinger af et patetisk nøgletema, der præsenteres i begyndelsen. Soustrot fjernede med held fokus fra symfoniens akademiske sider og lod musikken dirre og skælve af ungdommelig Sturm und Drang. Det gjorde den til et virkelig underholdende værk, hvor de smægtende temaer blussede af hjerteblod.

Soustrots særlige musikerskab virkede til at begynde med i modstrid med det andet værk, Richard Strauss’ tonedigt ”Don Quixote”. Strauss’ genipræstation er både monstrøst og provokerende nonchalant. Så ekstremt detaljeret og flyvsk, at det egentlig kalder på en lettere skønånd end Soustrots slags. Men efterhånden som eventyret voksede i vildskab, blev Soustrots pågåenhed mere virkningsfuld, og han fik igen Kapellet til at ride på en bølge af spilleglæde.

I ti scener laver Strauss et symfonisk hørespil, hvor Don Quixote er repræsenteret af en cello og den jordnære væbner Sancho Panza af en mere ydmyg bratsch. De to blev spillet af den svenske celloprofessor Torleif Thedéen og Kapellets egen solobratschist Gert-Inge Andersson. Et flot par med bratschisten som den umiddelbart mest teatralske spiller, mens Thedéen til det sidste opretholdt Don Quixotes selvbedragende maske af nobelhed. Hans præstation var overlegen og stilig, med nattedrømmen om den skønne Dulcinea som et betagende højdepunkt. Don Quixotes sidste åndedrag blev suverænt beskrevet, og her viste Thedéen, at “Ridderen af den bedrøvelige skikkelse” trods alt var en ægte helt.

Af JENS CORNELIUS

6/6 stjerner

“Romeo og Julie” er et storslået og lidenskabeligt dansedrama på Det Kgl. Teater.

Trods 35 år og næsten 300 opførelser på balletbagen er John Neumeiers “Romeo og Julie” fortsat lige frisk, forunderlig og forrygende. Både som bevægende, sanseligt og umiddelbart underholdende danseteater og som klassisk ballet for kendere. Den har det hele, og dens krav om levende, elskende og lidende mennesker på scenen klæder Den Kgl. Ballet i sjælden grad.

Fra tæppet går op og åbenbarer Jürgen Roses smukke scenebillede af Verona en tidlig sommermorgen med søjlegange, trapper og mure i gyldenbleg marmor mod en lysende blå himmel, og til det tre timer senere sænker sig over Romeo og Julies kærlighedsdød i en dyster gravhvælving, er vi tryllebundet af dette højspændte og lidenskabelige drama, hvor Shakespeares ord på genial vis er omsat til trin og mimik. Drabelige fægtescener og muntert myldrende folkeliv veksler med morbidt gøglerteater, der varsler kærlighedens død; isnende balscener med strenge og gotisk spidse armbevægelser og bensving blander sig med den skæreste poesi, når Romeo møder Julie, og tiden står stille. Eller når de to danser balkonscenen i et sug af forelskelse. Eller når Lady Capulet kaster sig frådende af fortvivlelse over sin elsker, Tybalt, der lige har mistet livet i duellen med Romeo. Her sidder vi fremme på sæderne, totalt opslugt af de voldsomme urkræfter, der raser på scenen.

En sart-piget ynde

Lørdagens repremiere bød på et gensyn med Christina Michanek som Julie med en sart-piget ynde, der greb os, og hendes tøsede forelskelse var ikke til at stå for, lige som hendes smerte forplantede sig helt ned i salen, da hun i gravhvælvingen opdagede sin døde Romeo. Ham tegnede Sebastian Kloborg, nyudnævnt balletsolist, indtagende med drenget charme og hele den unge forelskelses forundring, lige som der var kraft og ungdommelig vildskab over hans konfrontation med Tybalt. Omkring dem gnistrede scenen af en gysende kold Gitte Lindstrøm som Lady Capulet, en rå og maskulin Mads Blangstrup som ballademageren Tybalt og en flabet-provokerende Morten Eggert som Mercutio.

Endnu engang har “Romeo og Julie” bevist, at den er et passioneret og gribende dansedrama, der ikke fås bedre eller stærkere på noget dansk teater. Jeg har nydt den ballet i 35 år og jeg snupper gerne 35 år mere.

-Af HENRIK LYDING

5/6 stjerner.

Neumeiers »Romeo og Julie« er her 35 år efter premieren med Den Kgl. Ballet fortsat et af kompagniets mest svimlende stærke kærlighedsdramaer.

Balletten vrimler med fremragende karaktertegninger både i trin og dansernes fine fortolkninger, og ved repremieren lørdag var den fuld af ungdommelig gnist med de to senest udnævnte solister, Christina Michanek og Sebastian Kloborg i titelrollerne. Begge en smule anspændte i første akt, men fulde af lidenskab og smerte efterhånden som det smukke par voksede sig dybt ind i rollerne i anden og tredje akt. Som Mercutio sprudlede Morten Eggert af spilopper i hele kroppen. Det var ikke til at se på en flot springende Alexander Stæger, at han var syg, så Charles Andersen imponerende sikkert måtte springe ind i anden akt og overtage rollen som Benvolio. Og ikke kun i dansen, men også i Prokofievs musik, fornemt spillet af Det Kgl. Kapel under ledelse af Graham Bond, var der masser dynamik og drama.

-Af Vibeke Wern 

6/6 stjerner

Opera: Alban Bergs proletariske mareridt af et musikdrama, »Wozzeck«, er skåret til med knivskarp præcision i Keith Warners rystende iscenesættelse på Det Kgl. Teater. Alt er ondt. Alt er godt. Det er stærke sager.

Der var ikke udsolgt til premieren i søndags, i Operaen, på britiske Keith Warners iscenesættelse af østrigske Alban Bergs opera »Wozzeck«. Og det var sådan set ikke spor overraskende. »Wozzeck« er ikke en opera, som operagængere som flest står i kø for at få billetter til. Det var den ikke dengang. Det er den ikke nu. Dertil er den for lidt indsmigrende, for fjern fra alt, hvad mange forbinder med opera som kunstform, altså noget med skøn sang, stoute helte og skønne heltinder.

»Wozzek«, der blev uropført for 83 år siden, er ekspressionisme uden sordin, et koncentreret mareridt af en underklassefortælling, tilsat musik, der overvejende er atonal, og det vil sige uden den dur-mol-tonalitet, som vi alle er så fortrolige med. Det er stærke sager. Selv for et nutidigt øre.

Uforglemmeligt rystende

Men »Wozzeck« er også – eller netop derfor – uforglemmeligt rystende, et hovedværk i det 20. århundredes musikdramatik, simpelthen, og rystende er også den version, man nu kan se på Det Kgl. Teater, hvor John Lundgren er den bamsede, men skrøbelige titelperson, der ikke kan flygte fra sin skæbne, hvor Tina Kiberg bruger sit enorme dramatiske talent til at fremmane hans fortvivlet liderlige kæreste, Marie, og hvor Johnny van Hal er grotesk mandhaftig som tambourmajoren, der tager Marie bagfra og kommer så tit, han kan komme til det.

Der er også Sten Byriel som doktoren, Gert Henning-Jensen som vennen Andres og Hanne Fischer som Magret, alle maksimalt udtryksfulde, og der er Bengt-Ola Morgny, der er vanvittig god som den gale kaptajn. Og der er Michael Boder, der dirigerer Det Kgl. Kapel så velturneret mareridtsagtigt, at den svære musik bliver næsten helt ligetil. Pengene passer. Alt er ondt. Alt er godt.

Og hvilket drama er forlægget ikke! »Woyzeck« hedder det. Det blev forfattet af tyskeren Georg Büchner, og det var stadig et fragment, da tyfusen i 1837 tog livet af den kun 23-årige. Men de dele af teksten, som Alban Berg knap et århundrede senere plukkede til sin libretto, giver god nok mening endda. Udgangspunktet er stadigvæk det samme: Et virkeligt menneske og dette menneskes virkelige historie. Johann Christian Woyzeck hed dette menneske, der i 1821 dræbte sin kæreste med en kniv, og var han nu tilregnelig i gerningsøjeblikket eller ej, blev der dengang spurgt.

Man gjorde med andre ored et tidligt forsøg på at anskue en morder som andet end en slet og ret kriminel, og hele denne såre moderne tænkemåde – der ganske vist ikke reddede Woyzeck fra at blive henrettet, men alligevelbevirkede, at også Büchners drama blev såre moderne i sin tilgang til stoffet: Woyzeck – eller Wozzeck – er fortvivlende fattig, og fattigdommen bliver hans skæbne. Kaptajnen, hans overordnede, håner ham på grund af hans uægte proletarsøn. For doktoren, for hvis medicinske eksperimenter han stiller sit usle legeme til rådighed, er han kun et forsøgsdyr. De sociale anklager står i kø.

Working class hero

Wozzeck er – og det er det, der er det moderne – et offer for omstændighederne. Både hos Büchner og hos Berg. Han er teater- og operahistoriens første working class hero, og i Keith Warners eminente iscenesættelse, tilsat Stefanos Lazaridis’ hvidflisede, hospitalsagtige interiør, understreges det, at det ikke er ham, men verden, den er gal med. Syg er den, og nu underkastes den så medicinernes granskende blikke. Nytter det noget? Næppe.

Men selv byen, som det hele foregår i, er blevet til et præparat, og også Wozzeck ender sine dage i et kar med sprit. Den druknedød, han lider, da han vil kaste mordvåbnet fra sig, bliver på den måde – hos Keith Warner – til hans definitive, såvel symbolske som konkrete overgiven sig til videnskaben. Først i døden gør hans besiddelsesløse legeme nytte. I den hvide verden går alt i sort.

Kun over Maries værelse hviler der et skær af nusset normalitet, men heller ikke her – i et hjørne af scenen – er der meget at grine ad. Her er hendes og Wozzecks fælles barn – sikkert gestaltet af Carl Philip Levin – et tavst vidne til galskaben og ydmygelserne. Til sidst synger drengen, men også han sidder, som faderen, helt fast, og til allersidst, endda helt bogstaveligt, modsat sine kammerater, der er frie. Den sociale arv kan ikke brydes. Der er ikke mere at håbe på.

Hvilken forestilling! Keith Warner & co. har givet »Wozzeck« det hvide snit og skåret til med knivskarp proletarisk præcision. Se den, hvis De tør!

-Af Søren Kassebeer 

6/6 stjerner

Grotesk samfundssatire, menneskelig tragedie og humanistisk manifest. Alban Bergs ”Wozzeck” er tilbage på Den kongelige Opera, og Keith Warners iscenesættelse er så god, at det gør ondt.

Juleforbrugsfest på lavt niveau, måske, men stadigvæk en fest. Så det kunne godt ligne en besk tanke fra Den kongelige Operas side, netop her i december at have premiere på operalitteraturens mest insisterende solidaritetserklæring til de, der intet har og intet nogensinde vil få.

Alban Bergs opera er ganske vist fra begyndelsen af 1920′erne, Georg Büchners skuespilforlæg – som Robert Wilson og Tom Waits lavede deres version af på Betty Nansen Teatret for otte år siden – er fra 1830′rne, og historien foregår i 1821. Men beretningen om den forarmede soldat Franz Wozzeck, hans kæreste Marie og de mere eller mindre groteske skikkelser og magtforhold, der omklamrer og til slut knuser dem, kan foregå og foregår hvor som helst.

Uforbeholden solidaritet
Ikke mindst sådan som Berg har sat den i musik. Den blot halvanden time lange opera er på samme tid højspændt ekspressionisme, cabaretlignende satire, stiliseret tragedie og gennemstrømmet af uforbeholden solidaritet med de mennesker, det går ud over – i en grad og et format, så man kan gribe sig selv i at tænke, at der egentlig ikke er sket meget nyt af betydning i europæisk opera siden.

Netop de mange samtidige lag af stemninger og genrer foldes virtuost ud i englænderen Keith Warners i forvejen berømmede iscenesættelse, der oprindelig blev skabt til Covent Garden Operaen i London. For så vidt holder han sig ret loyalt til Bergs anvisninger, men han udnytter derudover med stor fantasi scenerum, perspektiver, lys og bevægelse til at sammenbinde de mange, korte scener med deres filmlignende spring og krydsklip.

Tragedie i egen ret
John Lundgren er i titelrollen med sin store, forunderligt graciøse krop og alsidige basbaryton en mere end værdig arvtager til Aage Haugland, som var i centrum af Den kongelige Operas gamle, mere abstrakte opsætning. Imens får Tina Kiberg – der alternerer med Ylva Kihlberg – løftet Maries rolle op til at være meget mere end offerlam; hun bliver her nok så meget en tragedie i sin egen ret, hvad enten det er Wozzecks tiltagende vanvid eller Tambourmajorens brutale forførelser, hun skal lægge krop og sjæl til.

Alle partier er besat med lokale sangere, og der er ikke et svagt punkt. Bengt-Ola Morgny og Sten Byriel har de store bizarre numre som henholdsvis den paranoide kaptajn og den sadistiske læge – i begge tilfælde synes Berg i uhyggeligt profetisk grad at foregribe Det Tredje Rige – men også Johnny van Hal som Tambourmajoren, Gert Henning-Jensen som soldaterkammeraten og Imre György som Narren synger, og er af Keith Warner instrueret til at spille helstøbte, tredimensionelle figurer frem. 

Hvilken gæst
I orkestergraven er den tyske dirigent Michael Boder til gengæld gæst, og hvilken. Hans overblik og fordybelse er i særklasse medrivende, og han får Det kongelige Kapel til at realisere Alban Bergs komplekse kæmpepartitur som om de aldrig havde spillet andet end heftig 1920er-musik.

Keith Warners mest iøjnefaldende nyskabelse er, at han lader Wozzeck og Maries umælende søn (Carl Philip Levin) spille en langt mere markant rolle, end Berg lægger op til. Her er han på scenen konstant og indgår ofte i handlingen som en påmindelse om, hvor meget Wozzeck og Maries liv også bærer den sociale arv videre.

Alligevel er operaen ikke, og bliver her heller ikke, kun en pessimistisk fremvisning af den menneskelige jammerdal, med Wozzecks egne ord ”Som om verden var død”. Netop som tragedien er kulmineret suspenderes handlingen af et stort orkestermellemspil, der gør ondt som ikke megen anden operamusik.

Lige her er det, at Alban Berg minder tilskueren om, at kan man ikke gøre andet for at redde verden, kan man i hvert fald ind imellem sætte den i billeder og lyd næsten som den er. Ikke blot afbilde den passivt, men genkomponere den som et kunstværk, det ikke er til at komme udenom.

-Af JAKOB LEVINSEN

4/6 stjerner

John Lundgren spiller fremragende i det Kongeliges aktuelle og rørende iscenesættelse af Wozzeck.

Der var faktisk børn blandt publikum ved premieren søndag, så lad mig lige advare: Det kan godt være, der er en dreng på scenen i ’Wozzeck’. Han har endda fået en usædvanlig stor rolle at spille i Det Kongeliges nye opsætning af Alban Bergs opera. Men det betyder på ingen måde, at forestillingen er for børn. 

Faktisk er den dybt deprimerende historie et overraskende valg til julemåneden og for så vidt et trist supplement til den i forvejen grå og trøstesløse januar. 

Virkelige hændelser
Wozzeck – som historiens stakkel af en hovedperson ved en fejl staves i operaverdenen – er en arm soldat fra tyskeren Georg Büchners sjælespændte drama ’Woyzeck’, som Robert Wilson og Tom Waits lavede på Betty Nansen for otte år siden. 

Büchner skitserede historien efter virkelige hændelser. 

At Wozzecks samlever Marie lader sin lille dreng se til, mens hun lader sig binde til tremmesengen og kneppe af majoren, når hendes menige mand af en soldat ikke er der, er ikke noget for mindreårige. 

I sin afmagt får hun til sidst Wozzeck til at skære halsen over på sig. Derpå drukner han selv – om det så er uheld eller selvmord. 

Musikalsk operagyser
Alban Bergs atonale koncentrat af en musikalsk operagyser handler om samfundets fornedrelse og ydmygelse af mennesker, der i forvejen ikke har en chance. Medicinske eksperimenter placerer ligefrem Wozzeck i rollen som laboratorierotte. Eller i Det Kongeliges aktuelle iscenesættelse snarere som en slags stor, mishandlet menneskeabe. 

Laboratorierotte eller menneskeabe. Ned med nakken kommer den gode Wozzeck under alle omstændigheder. 

Og at han faktisk er god, det er netop pointen. 

Mens operaens halvanden times hjerneudgravning handler om, hvordan samfundets autoriteter frakender Wozzeck al form for moral, er han i virkeligheden den eneste, der trods sin håbløse fattigdom faktisk opfører sig ordentligt. 

Snusket hvid uniform
Tung i kroppen og iført en snusket hvid uniform, der lige så godt kunne være en spændetrøje fra det galehus, opsætningens beskidte, tilgroede laboratoriescenografi (også) giver associationer til, er barytonen John Lundgren en fremragende titelperson. 

Efter en flot præstation som Den Flyvende Hollænder på Den Jyske Opera i sommer lader han sig nu, sløv og afmægtig, puffe hid, did og direkte ind i en ny vellykket operarolle. 

Denne Wozzeck er for dum til at gennemskue, hvordan han bliver manipuleret. Vi ender med at se stykkets Nar vralte fra bagscenen som en slags King Kong i miniformat, kun for at fjerne abemasken og afsløre Wozzecks eget ansigt. 

Tina Kiberg tager Maries elendighed på sig. Hun har til gengæld mistet al moral på grund af den elendighed, hun og hendes abemand og hendes barn lever i derude på scenens yderste venstrekant. 

Halvnøgen og druknet
Barnet er stumt – og flot spillet af Carl Philip Levin i Keith Warners gode personinstruktion. 

Barnet ser det hele og gemmer sig under sengen, når det bliver alt for slemt. Til sidst slider han sig løs. Ikke for, som librettoen tilsiger, at hyppe ned til søen på sin kæphest og se sin mor død. 

Men for at gå hen til det store akvarium på scenen, hvor far (hvis Wozzeck da ellers er hans far …), ligger halvnøgen og druknet i vandet, der er farvet rødt af Maries blod. 

Far har skåret halsen over på mor med køkkenkniven, og nu er de begge døde og borte. Tag lige den. 

Scenografien fanger operaens stemning af socialt bundskrab. På den anden side yder den ikke operaens omhyggeligt konstruerede dramaturgi retfærdighed. 

Den har ikke den elegante styrke, Konwitschnys ’Wozzeck’ i Hamburg havde. Her var Bo Skovhus titelfiguren i kjolesæt, og pengesedler regnede fra loftet som eneste rekvisit. 

Budskabet var, at kapitalisme fordærver alt. Stikordet var taget fra Wozzecks egne læber. 

Perifer replik om skovsvampe
Med tre terrarier på scenen – af samme dimensioner som det tragiske akvarium – samler scenografien i Operaen en mere perifer replik om skovsvampe op og forsøger at gøre den til et visuelt holdepunkt. 

Med en før afprøvet spejlvirkning lader den Marie svæve som luder skråstreg madonna for Wozzecks blik på bagvæggens nattehimmel, mens Wozzeck samler siv med kammeraten Andres ved søen. 

Man kunne have ramt mere centralt ved at tage visuelt udgangspunkt i kaptajnens skarpe replik om Wozzeck, der »løber gennem verden som en åben ragekniv«, hvis det endelig var. 

Berg skrev sin atonale fortælling med dens kogende orkestrale psykodrama og figurernes vokale ingenmandsland af talesang i femten ultrapræcise scener. 

Omhyggeligt struktureret på det musikalske plan. Den musikalske struktur er så fantastisk en feature i det højspændte psykodrama, at det ville være forløsende at se den afspejlet i det sceniske. 

Linjen holdes
Keith Warners scenograf skaber i stedet en grundstemning. Men modsat Mozarts ’Don Giovanni’, som Warner debuterede med på Det Kongelige forrige år, knækker betydningslaget denne gang ikke på midten. Linjen holdes, og personinstruktionen er præcis. 

Opsætningen havde premiere på Covent Garden i London. I København yder sangerne den fuld retfærdighed. Johnny van Hal er en tungt prustende, overraskende nuanceret tamburmajor. 

Hanne Fischer har en god birolle som liderlig snerpe. Bengt-Ola Morgny med krykker alias Kaptajnen plus Sten Byriel som Doktoren skærer samfundets autoriteter uhyggeligt præcist ud. 

I løbet af spilleperioden skal Ylva Kihlberg og Ingeborg S. Gillebo alternere som henholdsvis Marie og Margret. 

Det Kongelige Kapel under en dejligt wienerisch Michael Boder er selve laboratorieabens blottede, sydende hjernebark. Med deres præstation får Alban Bergs partitur alligevel det fokus, det fortjener, i en opsætning, som med garanti vil tage toppen af julestemningen. 

-Af Thomas Michelsen

5/6 stjerner

Morfar og vismand. Sådan fremstod den 85-årige polske dirigent Stanislaw Skrowaczewski ved Det Kongelige Kapels 1. Symfonikoncert.

Det Kongelige Kapel.

Solist: Alena Baeva, violin.

Dirigent: Stanislaw Skrowaczewski.

Og orkestret kvitterede med en uhyre loyal og koncentreret holdpræstation. Skrowaczewski har aldrig været blandt verdens kendteste stjerner, men har dog i årtier været et sikkert tip blandt insidere. Ikke mindst som Bruckner-dirigent har han et fremragende renommé.

Programmet virkede som Skrowaczewskis ønskedrøm. Først hans egen transkription af Adagio-satsen fra Bruckners ukendte Strygekvintet.

Krystallinsk klangkunst

Satsen har en sødme, der ikke er typisk for Bruckners sublimerede symfonier. Ydmygheden og andagtsfuldheden var derimod genkendelig Bruckner’sk, og det blev uhyre smukt realiseret af Kapellet, der opviste en bred vifte af sagte nuanceringer.

Aftenens store oplevelse var den 1. Violinkoncert fra 1917 af Skrowaczewskis landsmand, Karol Szymanowski. Her mødte den gamle dirigent sin på enhver måde komplementære skabning i form af den unge russiske virtuos Alena Baeva.

Hun var en åbenbaring af en solist, og da især i den glitrende og ekstatiske musik af Szymanowski. Som en mystisk ypperstepræstinde i gylden kjole førte hun an i beåndet og krystallinsk klangkunst.

Koncertens violinstemme befinder sig det meste af tiden i et meget højt leje, og Baeva placerede sig i helheden, så musikken opnåede en toxikeret og tranceagtig luftighed. Hendes tekniske og musikalske greb om den helt specielle solostemme var fabelagtig. Og det var et uforglemmeligt syn bagefter at se gamle, krumryggede Skrowaczewski med hænderne over hovedet, foldet som tak for en perfekt opførelse af et værk, der åbenlyst ligger ham meget nær.

Stærk opførelse

Hvis Szymanowskis musik var en gylden stund, blev afslutningen med Beethovens 7. Symfoni arvesølvets stund. Skrowaczewski spiller Beethoven, som man gjorde det for et par generationer siden. Hans målestok må være Otto Klemperers benhårde og logiske Beethoven-fortolkninger, stejlt opbygget og med rytmerne mejslet i murværket.

Som sådan blev det en stærk opførelse, men når den virkede mindre overvældende end hans Szymanowski – og når orkesterspillet var mindre pletfrit – skyldtes det måske, at den yngste halvdel af Kapellets musikere slet ikke er fortrolig med den fortolkningstradition, Skrowaczewski repræsenterer.

Beethoven har ændret sig de sidste 20 år, og selv mainstream-opførelser er i dag påvirket af den nye viden om opførelsespraksis på Beethovens tid. Ved Kapellets koncert var man på en helt anden måde tilbage ved verden af i går.

5/6 stjerner

Thomas Lunds ”Kom Bamse, nu balletter vi!” er en herlig børne- og familieforestilling.

Idéen er genial. At hente TVs elskede Bamse, Kylling og Ælling ind på Gamle Scene og danse sprællevende ballet sammen med hele Det Kgl. Teaters Balletskole. Og Thomas Lunds nye børneballet ”Kom Bamse, nu balletter vi!”, som han har iscenesat sammen med Katrine Hauch-Fausbøll, er da også en virkelig vellykket og fornøjelig forestilling for såvel børn og barnlige sjæle.
Iklædt lyserødt balletskørt er Bamse selvfølgelig forvisset om sine egne store evner ud i ballet. Men han må dog sande, at ballet er en krævende kunstart, der kan gøre én både rundforvirret, svimmeltræt og honningsulten, inden han i drømmens fortryllende univers ude i skoven møder de skønne sylfider, der lærer ham ballettens grundtrin og mimik.

Da Kylling dukker op sammen med tolv Kylletter er der dømt showtime med masser af gule fjer, mens Aske og hans bande af Askedrenge, der til sidst får bugt med de frække Snupser, folder sig dynamisk ud i jazzet ballet. Ved søen møder Aske forelsket sin elegante Svaneprinsesse og et korps af Svaneællinger, som højt på tå til Tjajkovskijs musik danser de små svaners berømte trin fra ”Svanesøen”, inden Ælling forstyrrende blander sig i dansen. Og til slut kommer også Lunas telt på scenen som en russisk Babushka, hvorfra små Lunapiger myldrer ud.

På premiereholdet gav Søren Hauch-Fausbøll stemme og herlige bevægelser til Bamse, mens Flemming Ryberg og Gitte Melgaard satte fut i Kylling og Ælling i den både sjove og balletpædagogiske forestilling, der er fyldt med teatermagi i Christian Tom-Petersens scenografi og Jørn Melins lysdesign.

Alt er gennemført lige fra Det Kgl. Kapel og dirigenten David Firman, der musicerer med solsikker på hovedet, til det fine trykte bamseformede program, hvor man bl.a. finder tekst og bevægelser til den afsluttende fællessang. Og så er det selvfølgelig ikke mindst en stor fornøjelse at se alle de mange dygtige balletbørn i alle aldersklasser.

-Af Vibeke Wern 

5/6 stjerner

De har solsikkehatte på i orkestret og Bamse har fået lyserødt balletskørt på. For nu skal der danses bamlet – ja, det hedder ballet altså på Bamsesprog.

Genial idé at koble Bamse, Kylling og alle de andre sammen med klassisk ballet på Det Kgl. Teaters Gamle Scene.

Nede på tilskuerpladserne er der proppet med Bamse-fans i alle andre og størrelser. Og heldigvis kan Bamse stadig sige noget, mens han prustende og stønnende forsøger at danse bamlet, så han senere kan lære Kylling, Ælling, Aske og Luna det hele.

Bamse drømmer

Pyha, en lille lur vil gøre godt, og så drømmer Bamse ellers. Om smukke, svævende sylfidepiger ude i skovens stjerneklare nat med grantræer, der ligner grønne balletskørter og gemmer på endnu flere hvide danserinder.

Og Bamse danser med silifyderne, som han kalder dem, mens sneen fylder hele det eventyrlige scenerum. Skægt spiller Thomas Lunds koreografi op til Bournonvilles klassiker ”Sylfiden”, men det er kun for det voksne og ballettomane publikum – ungerne ser bare en stor gul og elsket bjørn tumle rundt mellem alle de fnuglette skønhedsåbenbaringer.

Og senere kommer Kylletterne, som ikke er noget man spiser, men en væver flok dansemus, der giver den med strudsfjersvifter i bedste cancan-stil og Kylling som en anden Fred Astaire. Og der er de fæle Snupsere – en krydsning mellem kaniner og rotter – der hugger Kyllings dansestok, Ællings røde bold og Bamses store honningkrukke-ske. Fy, hvor skulle de skamme sig, men sådan er nu deres natur.

Ind glider de skønneste svaneprinsesser, og Aske er blevet til en svaneprins i hvide cowboybukser – sej ser han ud og flot danser han – rundt og rundt i den fortryllede skov med dramatisk tågeslør om alle de hvide svaner, rigtig musik fra ”Svanesøen” og midt i det hele Ælling med redningskrans om maven. Ja, for sådan en sø kan jo være farlig, ikke?

Tilgængelig børneballet

Senere træder Askes fingerknipsende kammerater op med kasketter og bukser nede på hofterne, og det bliver dem, der ender med at finde og fange Snupserne, så bolden, stokken og skeen kan komme tilbage til deres rette ejermænd.

Og så er det, Bamse vågner. For det hele var jo bare en drøm, og nu står Ælling og Kylling og vil have dansetimer. Sikke et liv! Og sikke en ballet. Skøn at skue med scenografen Christian Tom-Petersens dejlige kulisser og skægge kostumer, med solodanseren Thomas Lunds skønne koreografi, der virkelig udfordrer de mange store og små elever fra teatrets balletskole, og ikke mindst med Søren Hauch-Fausbølls dejlige, tossede og finurlige Bamse som centrum for det hele.

Her har Det Kgl. Teater satset stort, investeret i flot udstyr og rigtigt orkester – og som belønning fået en langtidsholdbar, varm og umiddelbart tilgængelig børneballet, der tramper med store ællingefødder lige ind i alles hjerter.

Det Kgl. Teater, Gamle Scene:

Kom Bamse, nu Balletter vi!

Af Katrine Hauch-Fausbøll, Thomas Lund og Sofie Rask-Andersen

Koreografi og iscenesættelse: Thomas Lund

Scenografi: Christian Tom-Petersen

Musikalsk ledelse: David Firman.

Til 15. oktober, samt igen i marts 2009

- Af HENRIK LYDING